Debut som tegner 1970 med tegneserien Mona Lisa i Woodstock Nation i Gyldendals litterære magasin Vindrosen
Studerende og tegner
Dengang tegnede jeg for studenterbevægelsen; jeg studerede sociologi og senere tysk; og i et års tid var jeg medlem af kunstnerkollektivet Røde Mor, der både lavede plakater, tegneserier, plader og koncerter. Det var bevægede dage, hvor det at tegne hang sammen med et politisk engagement: Plakater, pjecer, pladeomslag og bogomslag til den politiske venstrefløj, sådan i bred almindelighed.
Oversætter
Efter nogle år forlod jeg universitetet og gav mig til at leve af at oversætte bøger fra tysk. I slutningen af halvfjerdserne søgte jeg til Jannik Hastrups tegnestue og var i et par år med til at lave tegnefilmene om Trællene efter Sven Wernströms bøger.![]()
Bladtegner
I 1980 søgte jeg til Socialistisk Dagblad, hvor jeg arbejdede som bladtegner, til avisen måtte lukke i 1982. Derpå søgte jeg straks til Ekstrabladet, hvor jeg arbejdede som freelancetegner i et par år, til jeg blev fastansat i 1984. Herefter har jeg uafbrudt været bladtegner i Politikens Hus, tolv år på Ekstrabladet, og indtil videre seksten år på Politiken.
Skribent
Ved siden af jobbet som bladtegner har jeg hele tiden også skrevet: Digte, artikler, essays, en enkelt roman og flere bøger om kunst. (Se UDGIVELSER)